OTW har nu holdt to vellykkede events om lyd og podcasts. De to arrangementer har budt på oplæg fra Zetland, Ældre Sagen, Krifa og Heartbeats. Her kan du læse mere om, hvorfor og hvordan lyd virker som kommunikation – og hvordan du bruger netop lyd til at nå dine medlemmer.

 

Hver tredje dansker lytter til podcast hver uge. Og podcastlytningen går fortsat frem, selvom væksten er aftagende. Hvis vi kigger til Sverige og USA, er tallene markant højere. I vores naboland lytter eksempelvis 65 procent af de 18-29-årige til podcasts hver uge.

“Svenskerne er længere fremme, fordi svenske Storytel og Spotify blev lanceret nogle år før de danske lydplatforme”, siger Heine Jørgensen, CEO for OTW.

Og hvad der er nok så interessant: Tal fra Spotify viser, at 93 procent af svenskerne diskuterer indholdet i podcasts med andre. Podcasts er altså noget, der engagerer og optager os, selvom mediedagsordenen ikke længere er fælles.

 

Gode råd fra Heartbeats

Heartbeats satte på OTW Insight fokus på de mest lyttede genrer og pegede på to nyere: nemlig ’Mennesker og psykologi’, altså historier, hvor vi kommer tæt på mennesker – og så ’Klima’ (DR Medieforskning 2023).

Emnet ligger højest, når man spørger, hvad der er vigtigt for lytterne. Det ligger langt højere end værten – og når vi taler værter, så er viden og passion meget vigtige egenskaber, vigtigere end, at det er ’en kendt’, der er vært, viser Heartbeats erfaringer.

Og så havde Heartbeats en interessant forklaring på, hvorfor de nyeste tal fra DR Medieforskning (2023) viser et fald i lytning blandt de 15-24-årige.

Hvor de voksne lyttere taler om at mangle tid, så siger de unge, at de mangler indhold at lytte til. Der er altså ikke tale om en podcastmætning hos de yngre, understregede Heartbeats. Tværtimod var der måske her en bold at gribe, hvis man har godt indhold til den unge målgruppe.

 

Zetlands transformation fra tekst til lyd

Mediet og medlemsorganisationen Zetland er gået fra at være et ordmedie til at være et lydmedie. I dag er 80 procent af den tid, deres medlemmer bruger sammen med mediet, på lyd, og den transformation startede ifølge redaktør Mads Olrik efter en meget klar melding fra medlemmerne, som tvang Zetland til at tænke nyt:

“I er fede, men vi har ikke tid!”

En af Zetlands erfaringer er, at den måde, lyd bringer dig helt ind i hovedet på lytteren, er en meget stærk måde at kommunikere med medlemmerne, som er med til at skabe en stor følelse af fællesskab.

 

Krifa har eksperimenteret med musik for at nå nye medlemmer

Fagforeningen Krifa fortalte om forsøg med at bruge musik til at fange medlemmerne og understøtte deres brand. De har i en periode brugt et helt bestemt stykke musik, som har fulgt deres reklamer – her var hensigten blandt andet at nå de unge. Og ikke mindst ville Krifa med lyd skabe en genkendelse, som skulle hjælpe til at skille brandet ud fra konkurrenterne.

Det lykkedes til dels. De yngre tog godt i mod og Krifa mener selv, at musikken og reklamerne fungerede fint sammen. Men Krifa måtte også indrømme, at når vi taler om brand-erindring og genkendelse, så vender tommelfingeren nedad.

Krifa arbejder også med lyd på en anden måde. Fagforeningen har opbygget et podcastunivers, som skal formidle viden og forskning inden for deres kerneområde, nemlig ’God Arbejdslyst’.

 

Hvad Ældre Sagen har lært om lyd

Det fjerde oplæg kom fra en af Danmarks største medlemsorganisationer, nemlig Ældre Sagen. Her fortalte underdirektør Maria Luisa Højbjerg, at organisationens læring om lyd har været

  • Lyd giver vores brand en kant
  • Det kræver indsats at sikre sammenhæng mellem vores medier
  • Vi skal konstant arbejde med distribution og promovering

 

Lyd kalder også på billeder

Når vi taler distribution og promovering, havde flere af deltagerne et klart råd: der skal billeder på. Optag fx video samtidig med, at du optager lyd eller sørg for andre former for billedmateriale – det er kombinationen af billeder og lyd, som skaber den bedste reach og dermed promovering af dit lydindhold på sociale medier.

Vil du og din medlemsorganisation vide mere om lydbaseret content, så kontakt Tina Hansen på Tina.hansen@otw.dk

 

Er du interesseret i at få besked om vores kommende events, så tilmeld dig vores nyhedsbrev herunder.